
Foto af Jesper Skovmølle
2016 sluttede på fornemste vis for Amalie Dideriksen, der torsdag aften blev kåret som Årets Cykelrytter 2016.
Den unge Verdensmester fik overrakt prisen foran et stort publikum under det traditionsrige Nytårsstævne i Ballerup Super Arena.
20-årige Amalie Dideriksen er, trods en VM guldmedalje på landevejen overrasket over at modtage prisen. Hun sagde følgende til Danmarks Cykle Union efter at have modtaget prisen:
– Feltet var virkeligt stærkt, og der er leveret så mange gode resultater. Jeg havde slet ikke regnet med den her pris. Jeg er stolt over at kunne tage prisen igen, sagde en glad vinder af prisen Årets Cykelrytter 2016.
Alle de resultater der er leveret af de nominerede ryttere i år, er resultater vi alle sammen drømmer om at lave. Derfor er jeg meget stolt over prisen Årets Cykelrytter 2016.
Det er faktisk ikke første gang Amalie vandt prisen som Årets Cykelrytter. I 2013 vandt hun også prisen i en sæson, hvor hun vandt hele 2 VM guldmedaljer.
Et stærkt felt
OL-sølvvinder Jakob Fuglsang, Vuelta a Espana-etapevinder Magnus Cort, 4000 meter bronzeholdet fra VM og OL og verdensmesteren på den Olympiske MTB distance, Annika Langvad var de øvrige nominerede til Årets Cykelrytter 2016.
Årets Cykelrytter er cykelrytternes egen pris. Det er nemlig licensrytterne og lederne i Danmarks Cykle Union, der stemmer på, og vælger, Årets Cykelrytter.
Vi har tidligere bragt et portræt med Amalie Dideriksen i vores #Girlpower portræt serie. Du kan læse portrættet med Amalie Dideriksen her.