Når VM i sejlsport 2018 for alvor skydes i gang i dag, er der hele 18 kvindelige sejlere fra Danmark, som skal repræsentere de rød-hvide farver på vandet. Vi har fået et par reaktioner fra nogle af sejlerne, som du her får sammen med det fulde overblik over de 18 sejlere og tidspunkterne for deres sejladser.
Af Nanna Østergaard, nanna@kvindesport.dk
Frem til den 12. august vil der være ekstra meget ’trafik’ på den århusianske havnefront. Den jyske hovedstad har nemlig fået den fornemme ære af at være vært for verdensmesterskaberne i sejlsport 2018. 1400 sejlere fordelt på knap 90 lande vil den næste halvanden uge kæmpe om medaljer og OL-point, hvoraf 18 af disse sejlere er danske kvinder fordelt over 5 bådklasser.
49erFX
I 49erFX-klassen stiller Danmark op med fire joller. Jena Mai Hansen/Katja Salskov-Iversen er måske på papiret det stærkeste par, da de stiller op som forsvarende verdensmestre, men de får hård konkurrence i kampen om at genvinde titlen. De dobbelte europamestre (2013 og 2014) Ida Marie Baad/Marie Thusgaard er nemlig også at finde på startlisten, og mon ikke de gerne vil revanchere OL-udtagelsen i 2016, hvor de blev overhalet af Jena og Katja i slutspurten. Disse to par kunne derfor meget nemt være at finde i medaljekampen. De to øvrige 49erFX-joller sejles af Iben Nielsby/Anne-Julie Foght Schütt, der sejler på det danske sejlerlandshold og Johanne Schmidt/Andrea Schmidt fra ungdomslandsholdet.
For Iben Nielsby og Anne-Julie Foght Schütt blev EM i Polen bl.a. brugt som forberedelsesstævne til netop VM. Et forberedelsesstævne, som var vigtig at få med for de to 49erFX-piger, specielt fordi træningen har været sat på halvt blus i juni, da Iben skulle afslutte sin studentereksamen.
»Vi tog til EM i Polen, hvor vi brugte stævnet til at se, hvordan vi ligger i forhold til feltet, og om der var nogle særlige ting, vi skulle have styr på inden VM,« fortæller Iben.
Forberedelserne har været gode, de føler sig klar, og Iben håber da også, at de kan sejle sig i top 10 til VM. Men lige nu glæder hun sig dog bare rigtig meget til at komme i gang.
»Det bliver så spændende. Jeg glæder mig bare helt vildt meget til at sejle,« siger hun, og tilføjer:
»Vi er slet, slet ikke vant til, at sejlsport er en sport, som folk kommer og ser, og slet ikke, at familie, venner og sponsorer kommer og bakker op. Det bliver sjovt at opleve det, på hjemmebanen i Aarhus, og så bliver det helt sikkert bare fedt at være ude på vandet.«
Overblik – disse dage sejler 49erFX:
Lørdag 4/8: fra kl. 12.00
Søndag 5/8: fra kl. 12.00
Mandag 6/8: fra kl. 12.00
Onsdag 8/8: fra kl. 12.00
Torsdag 9/8: fra kl. 12.00
Lørdag 11/8: MEDAL RACE kl. 14.40
Laser Radial
I Laser Radial stiller Danmark op med fire både, hvoraf Anne-Marie Rindom, den olympiske bronzevinder, er den helt store favorit – også når der skal leges med om medaljerne. Derudover sejler den nykårede U21-verdensmester Anna Munch, og selvom hendes egne forventninger til VM ”blot” er at kunne sejle med i guldfeltet, så kan hun måske gå hen og drille favoritterne i nogle af sejladserne.
»Selvfølgelig betyder resultatet en del for mig, men VM er ikke mit præstationsstævne. Jeg kommer ikke til at kæmpe med om medaljerne, så for mig handler det bare om at fyre den max af og se, hvor langt det rækker,« fortæller Anna.
Hun glæder sig enormt meget til at sejle på hjemmebane i Aarhus, hvor hun til dagligt læser medicin.
»Jeg glæder mig helt vildt til det der med, at der er så mange folk, som jeg kender, der kommer herned (på havnen, red.). Det bliver fedt, at de også får lov til at se mit andet liv. Mange af dem jeg læser med, de ved jo ikke rigtigt, hvad det går ud på, men jeg føler lidt, at det her er en mulighed for mig til at vise den del af mit liv frem,« siger hun med et kæmpe smil på læben, og fortsætter:
»Jeg er slet ikke vant til den opmærksomhed, for normalt sejler vi i Miami eller på Mallorca. Jeg glæder mig bare til den kæmpe fest, det bliver. Både på land og på vand.«
De sidste to Laser Radial-joller sejles af Julie Erhardsen og Michala Høeg Norsell, som begge er ungdomslandsholdssejlere.
Overblik – disse dage sejler Laser Radial:
Fredag 3/8: fra kl. 12.00
Lørdag 4/8: fra kl. 12.00
Søndag 5/8: fra kl. 12.00
Tirsdag 7/8: fra kl. 12.20
Onsdag 8/8: fra kl. 12.00
Fredag 10/8: MEDAL RACE kl. 14.40
Nacra 17
Nacra 17 er mix-klassen i sejlsport, og her stiller Danmark ligeledes op med fire både. Lin Ea Cenholt sejler sammen med makkeren Christian Peter Lübeck, og de er som de eneste af Nacra 17-danskerne på sejlerlandsholdet. Fra ungdomslandsholdet sejler Anne-Line Lyngsø med makker Jakob Faarvang, Josephine Frederiksen med makkeren Christian Justesen, mens Laura Kragh Frederiksen sejler med Mathias Bruun Borreskov.
Overblik – disse dage sejler Nacra 17:
Søndag 5/8: fra kl. 12.00
Mandag 6/8: fra kl. 12.00
Tirsdag 7/8: fra kl. 12.00
Torsdag 9/8: fra kl. 12.00
Fredag 10/8: fra kl. 12.00
Søndag 12/8: MEDAL RACE kl. 15.20
RS:X (Windsurfing)
Lærke Buhl Hansen er eneste kvindelige dansker i RS:X-kategorien, også kendt som windsurfing. Lærke har en god portion international erfaring, bl.a. deltog hun ved OL i Rio 2016, og hun bliver derfor også rigtig spændende at følge under VM.
Overblik – disse dage sejler RS:X:
Søndag 5/8: fra kl. 14.30
Mandag 6/8: fra kl. 12.00
Tirsdag 7/8: fra kl. 14.30
Torsdag 9/8: fra kl. 12.00
Fredag 10/8: fra kl. 12.00
Søndag: MEDAL RACE kl. 14.40.
Kitesurfing
Kitesurfing, både for kvinder og mænd, er med for første gang som præsentionsdiscipliner ved VM i 2018 og ved OL i Tokyo 2020, og her er der én dansk kvinde med: Stine Juhl Jensen. Vi håber, at hun kan vise det danske flag frem på en fornem måde i den første udgave af Kitesurfing i VM-regi.
Overblik – disse dage sejler Kitesurfing kvinder:
Søndag 5/8: fra kl. 15.30
Mandag 6/8: fra kl. 12.00
Onsdag 8/8: fra kl. 15.30
Torsdag 9/8: fra kl. 14.30
Lørdag 11/8: MEDAL RACE kl. 15.40.