Som noget nyt kan du følge 3F Liga kampene live hjemme fra stuen. Du har altså alle kampe lige ved hånden her på kvindesport.dk.
Se oversigten over alle live kampe her
I slutspillets første runde overraskede KoldingQ ved at spille 1-1 hjemme mod Fortuna Hjørring.
Da Brøndby samtidig vandt 3-1 over FC Thy / ThistedQ, har brøndbyerne allerede et forspring på 4 point til de nordjyske rivaler i tabellen.
I denne weekend tager Brøndby i mod VSK Aarhus, der følte sig “snydt” for to point i deres åbningsopgør mod BSF. I den kamp havde aarhusianerne overvægt af spil og chancer, men formåede ikke at afgøre 1-1 kampen til egen fordel og fuldt udbytte.
BSF skal på en svær opgave søndag eftermiddag, hvor Fortuna Hjørring står klar til at revanchere første rundes pointtab. Hjemmeholdet er naturligvis favoritter, men det bliver spændende at se, om BSF kan kaste lidt mere grus i det nordjyske maskineri, og måske tage et point eller tre med hjem til Ballerup.
KoldingQ besøger FC Thy / ThistedQ, hvor de vil forsøge at bide sig fast i bronzekampen med en sejr over thyboerne. Er der favoritsejre til både Brøndby og Fortuna Hjørring, kan KoldingQ med en sejr rykke op på 4. pladsen med kun 1 point op til 3. pladsen.
FC Thy / ThistedQ har overrasket mange med deres flotte præstationer i 3F Ligaen, og med et hæderligt nederlag til Brøndby i seneste runde, ja så burde holdet have masser af gå-på-mod til at udfordre alle hold i ligaen. KoldingQ står først for.
2. runde i 3F Ligaens slutspil
Lørdag den 23. marts kl. 14.00 Brøndby mod VSK Aarhus – link til livestream
Lørdag den 23. marts kl. 15.00 FC Thy-ThistedQ mod KoldingQ – link til livestream
Søndag den 24. marts kl. 15.30 Fortuna Hjørring mod BSF – link til livestream
Der tages forbehold for ændrede kamptidspunkter og spillesteder.
Vi følger 3F Ligaen her på kvindesport.dk og på vores Instagram profil og Facebookside for kvindefodbold.
Her kan du se hele kampprogrammet i 3F Ligaen.
Stillingen i 3F Ligaens slutspil
Placering | Klub | Kampe | Målscore | Point |
---|---|---|---|---|
1 | Brøndby | 10 | 36-9 | 35 |
2 | Fortuna Hjørring | 10 | 28-6 | 32 |
3 | VSK Aarhus | 10 | 17-21 | 20 |
4 | BSF | 10 | 11-31 | 12 |
5 | KoldingQ | 10 | 12-24 | 10 |
6 | FC Thy - ThistedQ | 10 | 12-25 | 6 |