Mandag aften var det ikke kun 3 point, der var på spil for det danske kvindelandshold i fodbold, da de tørnede sammen med Ukraine på hjemmebanen Energi Viborg Arena. Det var samtidig den direkte kamp om 2. pladsen i VM-kvalifikationsgruppe 4.
Danmark kom bedst fra start, og fik presset ukrainerne godt tilbage på egen banehalvdel, hvilket allerede i kampens første minutter medførte første store danske chance, da Pernille Harder finder Nadia Nadim i feltet.
De første 25 minutter stod på dansk dominans, og efter godt opspil finder Pernille Harder en helt fri Sanne Troelsgaard ved bagerste stolpe. Målmanden fik dog af to omgange afvist det danske pres.
Første halvleg forblev målløs, selvom danskerne pressede på foran det ukrainske mål. Omkring fem minutter før pause var det Sanne Troelsgaard, der slår et godt indlæg til en fri Pernille Harder i feltet, og kort tid efter var Troelsgaard igen på spil, da hun blev spillet helt fri foran det ukrainske mål. Ukrainerne havde reelt set kun ganske få chancer i de første 45 minutter.
I de begyndende minutter af 2. halvleg kom ukrainerne lidt bedre med, og de fik af flere omgange presset danskerne godt tilbage på egen banehalvdel. Efter et godt slået hjørnespark var de tæt på at bringe sig foran.
Danskerne fik igen bedre styr på spillet efter et kvarters spil af 2. halvleg, og denne gang var det danskernes tur til at være tæt på at bringe sig foran på hjørnespark, da Nanna Christiansen fik slået bolden tæt ind omkring målmanden, men bolden blev afvist. Stadig 0-0.
I det 70. minut kom Nadia Nadim til en stor hovedstødschance, som den ukrainske målmand kun lige fik fingerspidserne på, og kort tid efter headede Karen Holmgaard bolden over mål. Dette blev starten på et hav af danske chancer, hvor bl.a. Nadim kun var få millimeter fra at sende den runde kugle i netmaskerne.
Sen scoring af Sanne afgjorde kampen
Efter 78 minutter spillet kom så forløsningen, da Sanne Troelsgaard med et hovedstødsmål bragte Danmark foran 1-0 efter godt dansk opspil, hvor bolden endte i fødderne på Nanna Christiansen, som fik smidt bolden ind over til Troelsgaard. Noget som glædede de 5471 fremmødte i Viborg, der blot ventede på dén scoring, der var blevet lagt op til allerede fra kampens begyndelse.
Kampen endte altså 1-0 efter en god dansk præstation, og Danmark rykker dermed op på 2. pladsen i gruppen, 3 point efter Sverige.
Du kan få det fulde overblik over Danmarks situation efter gårsdagens opgør mod Ukraine lige her: https://kvindesport.dk/kampe-og-stilling-i-kvindelandsholdets-vm-kvalifikation/
Reaktioner på sejren
Vi talte med Danmarks glade matchvinder efter kampen, Sanne Troelsgaard.
Kvindelandsholdets anfører Pernille Harder var også en lettet kvinde efter den vigtige sejr. Hør vores interview med Pernille:
Vi fangede også publikums helt store darling, Nadia Nadim, der var glad og lettet over sejren, og virkelig glad for den store opbakning fra de danske fans på lægterne i Viborg: